I dag får aarhusianerne for første gang varme fra undergrunden. Det sker, når hanerne i det, der bliver EU’s største sammenhængende geotermiske fjernvarmeanlæg, bliver åbnet. Via 2,5 kilometer dybe boringer i Skejby ved Aarhus hentes varmt geotermisk vand op til overfladen, hvorfra varmen sendes ud i aarhusianernes radiatorer via fjernvarmenettet. Når hele anlægget står færdigt inden 2030, skal det levere ca. 20 procent af Aarhus’ fjernvarme.
“Sammen med Aarhus Kommune har vi en klar plan for fremtidens fjernvarme i Aarhus. Den skal være klimaneutral, mere fleksibel og effektiv. Derfor skal vi stoppe med at brænde importerede træpiller og i stedet introducere mange flere vedvarende energikilder. Her spiller geotermi en nøglerolle.”
“Vi er født ud af Mærsks undergrundsforretning, og vi vil vise, at man kan bruge undergrundskompetencerne til at udvikle en enorm, vedvarende energikilde. At det virker, beviser vi nu med anlægget i Aarhus. Derfor er vi utroligt glade for, at Kredsløb og politikerne i Aarhus er gået forrest.”
“Fremtidens fjernvarme er elektrisk. Men det er vigtigt med mange forskellige elbaserede kilder – og geotermi har den store fordel, at kilden er varm og stabil. Den er der altid og kan producere meget varme med et lavt elforbrug.”

OM ANLÆGGET I SKEJBY
Det geotermiske anlæg i Skejby er det første af en række anlæg i Aarhus, der skal levere fjernvarme til aarhusianerne.
Det første anlæg leverer ca. 18-20 MW varme.
Der cirkuleres ca. 6 millioner liter geotermisk vand om dagen.
Det geotermiske vand hentes fra 2,5 km dybde og er 70 grader varmt.
Når det samlede geotermianlæg i Aarhus er færdigt før 2030, bliver det EU’s største.
I Aarhus forventes geotermi at reducere de årlige CO2-udledninger med cirka 165.000 tons (reduktion i biogen straks-udledning og reduktion som følge af alternativ anvendelse af biomasse).
OM GEOTERMI OG FREMTIDENS FJERNVARME
Geotermi er en af verdens fire store vedvarende energikilder (de andre er sol, vind og hydro). Geotermisk energi er energi fra jordens indre, som udvindes fra den varme, der findes i undergrunden. Jordens kerne er 5-6.000 grader varm – og den varme strømmer mod overfladen og kan i Danmark høstes fra geotermisk vand, der findes i sandstenslag 1-3 km under jordens overflade.
Geotermi er en stabil vedvarende energikilde, der ikke er afhængig af om solen skinner, eller vinden blæser.
Geotermi i Aarhus er et delprojekt i Kredsløbs arbejde med at implementere Fremtidens Fjernvarme. I 2030 skal den varme og energi, der leveres fra Kredsløb være klimaneutral. Derfor skal en meget stor del af varmen komme fra sol, vind, luft og varmen fra undergrunden. Når alle nye teknologier er fuldt indfaset, er det Kredsløbs forventning, at fjernvarmen også bliver billigere.
OM PARTERNE I PROJEKTET
Kredsløb leverer fjernvarme til 330.000 mennesker og genanvender affald for 170.000 husstande i Aarhus Kommune. Kredsløb har et erklæret mål om at gøre det nemt for kunder og samarbejdspartnere at bidrage til den grønne omstilling.
Innargi A/S blev grundlagt i 2017 af A.P. Møller Holding A/S og ejes i dag af A.P. Møller Holding, ATP og NRGi. Innargis mission er at dekarbonisere fjernvarmen ved at bringe geotermi i spil som kilde til varme i millioner af hjem med ekspertise fra et erfarent hold af geologer, reservoir-, facilitets- og boreingeniører samt via partnerskaber med fjernvarmeeksperter.



